et øje

Hornhindebetændelse

Hornhindebetændelse kaldes også keratitis og er betændelse eller infektion i øjets hornhinde. Tilstanden kan blandt andet skyldes bakterier, virus eller andre mikroorganismer. Hornhinden er den klare del forrest på øjet, som hjælper med at fokusere lyset, og derfor kan hornhindebetændelse give både smerter og nedsat syn. Hornhindebetændelse er mere alvorlig end almindelig øjenbetændelse og kræver hurtig vurdering hos en læge eller øjenlæge. Tidlig behandling mindsker risikoen for, at infektionen skader hornhindens overflade og efterlader arvæv, som kan påvirke synet permanent.

Hvilke symptomer giver hornhindebetændelse?

Symptomerne opstår ofte i det ene øje og kan udvikle sig hurtigt. Typiske symptomer på hornhindebetændelse er:

  • Smerter eller stærke smerter i øjet.

  • Rødme og irritation.

  • Udtalt lysfølsomhed.

  • Tåreflåd eller sekret fra øjet.

  • Sløret eller nedsat syn.

  • En følelse af at have et fremmedlegeme i øjet.

  • Problemer med at holde øjet åbent.

Ved mistanke om hornhindebetændelse bør du søge læge eller øjenlæge hurtigt. Det gælder især, hvis du bruger kontaktlinser og oplever smerter, rødt øje, lysskyhed eller ændringer i synet.

Du kan læse mere om andre mulige årsager til sløret syn, men akutte smerter og nedsat syn bør altid vurderes hurtigt.

Bakteriel hornhindebetændelse kræver hurtig behandling

Bakteriel hornhindebetændelse opstår, når bakterier trænger ind gennem en skade eller et lille sår i hornhindens overflade. Skaden kan eksempelvis opstå efter et fremmedlegeme, en rift eller forkert brug af kontaktlinser.

Personer, der bruger kontaktlinser, kan have øget risiko, især hvis linserne ikke rengøres korrekt, bruges længere end anbefalet eller kommer i kontakt med urent vand. Tørre øjne, øjenlågssygdomme og tidligere skader på hornhinden kan også gøre øjets overflade mere sårbar.

Bakteriel hornhindebetændelse behandles normalt med antibiotiske øjendråber. Ved alvorlig hornhindebetændelse kan hyppig behandling, tæt kontrol eller indlæggelse være nødvendig. I sjældne og svære tilfælde kan kirurgisk behandling komme på tale, hvis hornhinden bliver alvorligt beskadiget.

Hvad er herpes keratitis?

Herpes keratitis er hornhindebetændelse forårsaget af herpes simplex-virus – den samme type virus, der ofte giver forkølelsessår. Efter den første infektion bliver virus i kroppen og kan aktiveres igen ved en senere lejlighed.

Herpes keratitis rammer normalt kun det ene øje. Symptomerne kan omfatte smerter, rødt øje, tåreflåd, lysfølsomhed og sløret syn. Smerterne er ikke altid stærke, fordi infektionen i nogle tilfælde kan påvirke følsomheden i hornhinden.

Hos de fleste er infektionen begrænset til hornhindens yderste lag. I mere alvorlige tilfælde kan den brede sig længere ned i hornhinden og udvikle sig til stromal keratitis. Gentagne udbrud eller en dybere betændelse kan føre til arvæv og nedsat syn.

Hvordan behandles herpes keratitis?

Hornhindebetændelse behandles med antiviral medicin – ikke almindelig antibiotika. Behandlingen kan bestå af øjensalve, øjendråber eller tabletter afhængigt af, hvor i hornhinden infektionen sidder, og hvor alvorlig tilstanden er.

Ved overfladisk herpes keratitis kan øjenlægen i enkelte tilfælde fjerne skadede celler fra hornhindens overflade som en del af behandlingen. Hvis betændelsen sidder dybere, kan der være behov for en mere langvarig behandling og tæt kontrol hos øjenlægen.

Du bør ikke bruge rester af gamle øjendråber eller begynde behandling på egen hånd. Visse typer øjendråber kan forværre en herpesinfektion, hvis de anvendes uden øjenlægens anvisning.

Kontaktlinser og hornhindebetændelse

Hvis du bruger kontaktlinser og får mistanke om hornhindebetændelse, skal du tage linserne ud og undlade at bruge dem, indtil øjet er undersøgt, og du har fået besked om, at du må begynde igen.

God håndhygiejne, korrekt rengøring og overholdelse af den anbefalede brugstid kan reducere risikoen for infektion. Du bør heller ikke bade eller sove med kontaktlinser, medmindre de specifikt er beregnet til det.

Læs mere om korrekt brug af kontaktlinser, eller få rådgivning hos Profil Optik, hvis dine øjne ofte føles tørre eller irriterede.

Søg hurtigt hjælp ved tegn på hornhindebetændelse

Hornhindebetændelse kan i de fleste tilfælde behandles effektivt, når den opdages tidligt. Ubehandlet kan tilstanden derimod udvikle sig og i alvorlige tilfælde give varigt nedsat syn. Kontakt derfor læge eller øjenlæge hurtigt ved smerter, rødt øje, lysfølsomhed og sløret syn. Ved akutte symptomer bør du ikke vente på en almindelig synstest.

Oplever du mere gradvise ændringer i dit syn uden smerter eller akut rødme, kan du altid booke en synstest hos Profil Optik.

Gratis synsprøve
Gratis synsprøve

Grundig og gratis synprøve

Ved en synsprøve får du en grundig og professionel gennemgang af synet og dine øjnes sundhed. Vores uddannede og erfarne optikere tager sig god tid til rådgivning og hjælper med at finde den løsning, der matcher både behov og hverdag.

Book din gratis synsprøve og kom et skridt tættere på en bedre synsoplevelse.

Brileglas
Brileglas

Find brilleglas, der matcher dit syn

De perfekte brilleglas kan gøre en stor forskel for dit syn, øge din komfort og beskytte dine øjne i hverdagen. Vi giver dig her et komplet overblik over forskellige brilleglastyper, hvordan de fungerer og hvilke fordele de hver især har.